Lokaltræf Frederiksværk 2017

Af Webmaster, 11. september, 2017

Læs lidt om det afholdte lokaltræf i Frederiksværk og se fotos fra træffet.


Bådenes Ankomst Fredag

I løbet af fredagen ankom bådene og som en naturlig følge af Kronprins Frederiks bro ved Frederikssund dukkede der nogle både op i samlet flok og det gav lidt ekstraarbejde til hjælperne på broen af få folk ind i det høje tempo.

Fredag aften blev der grillet med godt humør og spisningen foregik i klubhuset .

Bavaria Games 2017 Frederiksværk

Lørdagen blev skudt i gang med standerhejsning og flot sang af de fremmødte. I forlængelse af standerhejsningen gav Bente en introduktion til dagens planlagte begivenheder. Det gav lidt nervøse kommentarer rundt omkring da Bavaria Games 2017 Frederiksværk blev annonceret.

Alle deltagere på træffet blev fordelt på fire hold som var omhyggeligt sammensat af arrangørerne for at få blandet folk lidt sammen på tværs af hjemhavne.

Holdene fik udleveret et scorekort til at holde styr på point optjent undervejs, samt til at nedfælde et holdnavn i form af et bådnavn ud fra fri fantasi.

Således gjort klar fik holdene resten af introduktionen. Hvert hold skulle forfatte en sangtekst indeholdende deres bådnavn samt nogle, af arrangørerne, udvalgte ord. Teksten skulle kunne fremføres på en maritim sang valgt af holdet selv senere på dagen. Ud over det skulle hvert hold også udvælge et enkelt foto fra deres dag som skulle med i en fotokonkurrence.

Bavaria Games foregik over fire forskellige discipliner som hvert hold skulle igennem uden på forhånd at kende til det konkrete indhold. Navnene på disciplinerne var: Håndarbejde, Hårdknude, Løse håndled samt 17 centimeter.

Første hold blev sendt afsted og de øvrige hold benyttede, for nogens vedkommende, tiden til at starte på sangskriveriet indtil de selv skulle i gang.

Første disciplin var “håndarbejde”. Her skrællede holdene kartofler på tid med medbragte kartoffelskrællere hvorefter de med præcis hånd skulle kastes i en pøs. Kun flot skrællede kartofler uden skræl og øjne blev godkendt af Lone, som var dommer på disciplinen. Der blev set mange forskellige teknikker for at få så mange point som muligt indenfor den afsatte tid.



Næste disciplin: “hårdknude”, foregik på broen og indebar at der skulle bindes udvalgte knob og igen var tiden en vigtigt faktor for de endelige point der blev tildelt. Der skulle bindes Pælestik, dobbelt halvstik og råbåndsknob. Tre besætningsmedlemmer skulle hver binde de tre knob. Bente stod som dommer og tildelte point for godkendte knob.



Efter at have varmet op med tovværk og knob, gik holdene videre til disciplinen: “Løse håndled”. Her skulle holdet vælge tre besætningsmedlemmer til at kaste en fortøjning “i land” til en holdkammerat. En distance på ca. 6 meter var målt ud og fortøjningen skulle gribes og holdes i begge ender for at blive godkendt af Dan som stod som dommer. Der blev udvekslet gode tips mellem deltagerne og mon ikke nogen har taget noget af det med til næste gang der skal kastes en fortøjning i land.



Efter hårdt kastearbejde blev besætningerne sendt i klubhuset hvor at klare den sidste disciplin: “17 centimeter”. Her skulle besætningerne afkorte et stykke spaghetti så tæt på 17 centimeter som muligt. Naturligvis uden brug af målebånd eller andre rekvisitter. Iver sad med målebånd og noterede resultaterne.



Ølpause

Lørdag eftermiddag efter de mange strabadser der åbnet for to dåseøl, størrelse “large”. Det var henholdsvis Svannie og Amica, der havde medbragt fadøl.




Talent for Lyrik
Besætningerne blev samlet i klubhuset for at fremføre de forfattede sange. Hver besætning stillede flot op og fremførte den ene fine vise efter den anden. Der var blevet arbejdet flot med teksterne og alle fortjener stor ros for bidragene.



Festaften med Kahoot

Under middagen, hvor vi alle havde medbragt tilbehør til en fælles buffet og grillet, fik forsamlingen endnu en udfordring i form af en kahoot.
Under festmiddagen blev der også kåret vindere i Bavaria Games 2017. Det blev Anne fra Roskilde, Kirsten fra Veddelev samt Svend Erik og Verner fra Jyllinge. De fik hver en præmie - et krus med foto og tryk, fremstillet til lejligheden.
Der var også krus til vinderne i kahoot-konkurrencen. Det blev Anne fra Jyllinge og Dorte fra Frederikssund.



Standernedtagning Søndag
Standeren blev taget ned søndag formiddag kl. 10.00 som traditionen byder fulgt af sang. I løbet af søndagen sejlede bådene afsted med kurs mod hjemhavnene. De fleste oplevede omskifteligt vejr med byger og vind gående fra 0 m/s til 16 m/s inden for kort tid.