Lørdag den 21. november mødte 19 medlemmer af Dansk Bavaria Klub op til virksomhedsbesøget hos Furuno A/S., Esbjerg. Et tilmeldt medlem havde desværre meldt forfald p.g.a. sygdom.
Flere af os var kommet langvejs fra, bl.a. Verner og Anne fra Jyllinge.
Ved ankomsten kl. 0930 blev vi modtaget af afdelingsleder Oskar Thesbjerg og tekniker Preben Petersen, der serverede formiddagskaffe med rundstykker for os.
Efter formiddagskaffen fik vi en meget fin og engageret orientering om Furuno Danmark A/S af Oskar.
Han fortalte bl.a. at Furuno Danmark A/S er et 100 % ejet datterselskab af den verdensomspændende virksomhed Furuno Electric Co. Ltd., og har hovedsæde i Hvidovre med afdelinger i Skagen og Esbjerg.
Der er pt. ansat 55 medarbejdere fordelt på en række fagområder, der kan imødekomme enhver opgave fra projektering til levering og installation samt service inden for kommunikation, navigation, herunder AIS (automatic informations system) og personlige redningsmidler.
Efter Oskar overtog Preben. Han gav og en meget interessant, kompetent og grundig indsigt i alle de muligheder teknikken giver os i dag inden for elektroniske søkort, ekkolod med et avanceret fiskefinder udstyr, kortplottere og AIS.
Interessen var meget stor, nysgerrigheden og spørgelysten tilsvarende. Den helt store interesse samlede sig om GPS, kortplottere, elektroniske søkort og AIS, hvor næsten kun fantasien i dag sætter grænser for anvendelsen.
Dette medførte at tiden løb fra os, så der desværre ikke blev tid til at snakke så meget om kommunikation.
Vi skulle være færdige hos Furuno kl. 1300 fordi, Preben havde indgået en aftale med kystredningsstationen i Esbjerg om et besøg hos dem. Dette for at give os en orientering om kystredningsstationens arbejde og udrustning. Det gav os også en fin mulighed for at se Furunos udstyr installeret og at få en nærmere forklaring og demonstration af udstyret i funktion i kystredningsstationens skibe.
På kystredningsstationen blev vi modtaget og budt velkommen af een af de to fast ansatte medarbejdere, Jørgen.
Han gav os så en meget fin orientering om redningsstationens arbejde og de muligheder som tjenesten havde for eftersøgning og redning til søs med stationens to redningsskibe samt en bil udstyret fortrinsvis til eftersøgningsopgaver på land bl.a. med radar og varme søgende kamera. Bilen blev meget ofte taget i brug til forskellige eftersøgningsopgaver bl.a. på vaderne ved lavvande.
Efter det interessante besøg kørte de fleste af os hjem til klubbens medlemmer, Kim og Tine, med bopæl i Esbjerg til lidt social samvær.
Der blev bestilt Pizzaer og vi fik hos dem en rigtig god og meget hyggelig afslutning på en rigtig god dag med mange gode og interessante oplevelser.
Vi forlod Esbjerg igen kl. ca. 1530 med mange gode input i Bagagen.
Rigtig mange tak til Kim og Tine for, at I ville være tovholdere for dette fine arrangement og rigtig mange tak til Furuno i Esbjerg, Oskar og Preben, for den fine modtagelse og den grundige og meget kompetente orientering og fremvisning af Jeres produkter.
Vi kan allerede nu se frem til vores næste arrangement. Det bliver den 12. mart 2016, hvor vores medlem, Christian Aggerholm, Juelsminde, har givet tilsagn om at være instruktør til et første hjælps kursus.
En nærmere præsentation af Christian og meget mere konkret om dette kursus vil senere komme på hjemmesiden, så hold Jer endelig orienteret der.
G. Graversen.