Her hvor året går på held, vil vi se tilbage og mindes sejlsæsonen. De fleste vil nok huske sommeren som værende en af de mest kolde, regnfulde og blæsende.

Nu hvor de fleste både er kommet i trygt vinterhi, glæder vi os til vi igen skal klargøre bådene til en forhåbentlig mere spændende sæson, hvad vejret angår, og store oplevelser.

Der bliver hen over vinteren arrangeret forskellige events, som jeg kun kan opfordre alle medlemmer til at deltage i. Det er en god anledning til at mødes med andre her i vinterens løb, hvilket vil fremgå på hjemmesiden.

Vigtige datoer i 2018:

Træf og Generalforsamling i Juelsminde den 10 til 13.maj 2018.

Der arbejdes med planlægningen, så vi kan får et hyggeligt og velbesøgt træf og generalforsamling.

Forhåbentlig i godt vejr, så der ikke skal kæmpes mod ”elementerne” for at komme frem og hjem.

Når foråret står for døren, kan vi alle drømme om gode sejleroplevelser, rundt til skønne steder og havne.

Mange af de danske havne har de senere år fået et løft, i form af bedre faciliteter og omgivelser, så dem glæder vi os til at besøge.

En særlig tak til de medlemmer, der har ydet en stor arbejdsindsats i forbindelse med klubbens mange vellykkede arrangementer.

Jeg vil gerne ønske alle medlemmer, deres familier, venner, sponsorer og ikke mindst alle i bestyrelsen en glædelig jul samt et godt nytår.

Mange sejler hilsener med tak for året der gik, og på gensyn i det nye.

Formanden.