Bekymringsbrev – Er vi på rette kurs eller sejler det hele?

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2879
    Medl.nr. 1
    Keymaster

    Bestyrelsen har efter generalforsamlingen 2020 modtaget dette brev fra et bekymret medlem:

    ” Kære Bestyrelsesmedlemmer i Dansk Bavaria Klub
    Først tak for god mad og dejligt at se jer igen, da vi mødtes lørdag i Fredericia d. 29. aug. 2020 til udskudt covid19-generalforsamling.
    Bekymring om personligt nag internt i bestyrelsen
    Efter at være kommet hjem efter en meget anderledes generalforsamling i forhold til dem jeg tidligere har oplevet, må jeg tilstå at jeg er meget skuffet over måden man fra formandens side, ønskede Bente smidt ud af bestyrelsen på. Det virkede på mig meget uprofessionelt og usagligt. Det blev et personligt angreb på Bente, uden der forelå argumenter som de fremmødte medlemmer kunne bruge til noget. Så vidt jeg og flere af de andre fremmødte forstod, så drejede det sig om uenigheder formanden og Bente imellem. Uenigheder som ikke skal komme en generalforsamling og klubben til skade.
    Bekymring om fremtidige generalforsamlingers tone og ordentlighed
    Jeg er faktisk meget glad for at det var en generalforsamling, der blev afholdt med så få deltagere og ikke ved et landstræf, hvor generalforsamlingen plejer at ligge. Generalforsamlingen i år havde helt sikkert ødelagt et efterfølgende træf, til stor skade for medlemmer, arrangørerne og klubben i det hele taget.
    Det er helt ok at være uenige i en klub og i en bestyrelse. Der skal debatteres, drøftes og diskuteres for at udvikle en klub, – også Dansk Bavaria Klub. MEN det er nødt til at ske på en ordentlig og sober måde, hvor det påhviler alle, ikke mindst formand og bestyrelsesmedlemmer, at disse diskussioner ikke bliver hindringer for udviklingen af klubben. Alt personligt nag må man være i stand til at lægge bag sig, og generalforsamlingen skal gennemføres i god ro og orden og i en ordentlig og respektfuld tone. Ikke just det jeg oplevede denne gang.
    Jeg finder det meget skræmmende og uprofessionelt at en formand, som er klubbens ansigt udadtil, ikke formår at takke Bente og Dan for deres mangeårige arbejde i og for klubben. I de andre bestyrelser/klubber jeg kender til, er det god skik og brug at sige pænt tak for indsatsen og farvel, og efterfølgende sende en blomst eller lignende afsted. Til historien, der også kom frem på generalforsamlingen(?), omkring Dan og hans manglende tilstedeværelse, er det dybt forkasteligt at nedgøre ham på den måde, da det manglende fremmøde skyldtes et bryllup i familien. I min optik er det en gyldig grund for ikke at kunne deltage.
    Bekymring omkring formandens del af afviklingen af generalforsamlingen
    Jeg vil foreslå at bestyrelsen får formandens beretning til gennemlæsning inden generalforsamlingen (som man gør andre steder), hvilket gør at bestyrelsen kan bakke beretningen op og klubben dermed står stærkere. Jeg savnede i beretningen, at der blev takket for de frivillige kræfter (f.eks. arrangører af lokaltræf og andre arrangementer), der har arbejdet for klubben i løbet af året. Jeg har stor respekt for at det er en stor opgave at lave ”formandens beretning” i en klub, men det er en vigtig opgave, der bl.a. får løftet motivationen hos andre medlemmer til at lave den slags arrangementer for klubben. Formanden bør til enhver tid sørge for, at hele den samlede bestyrelse er enige og opbakkende omkring årsberetningen.

    Bekymring omkring regler, der skal gælde ens for alle
    I forhold til afholdelse af arrangementer og lokaltræf, vil jeg foreslå at der bliver lavet et fast tydeligt regelsæt, som gælder for alle og er tilgængeligt for alle.
    Det er svært som arrangør af lokaltræf og arrangementer at gennemskue, hvad der skal til, for at opnå tilskud. Lige nu overskygger arbejdet med at indhente oplysninger, skrive mails m.m. for at få tilskuddet, det egentlige arbejde ved selve arrangementet. Kunne det ikke gøres mere gennemskueligt og let? Igen er det ikke særligt motiverende at skulle igennem flere mails m.m. for at få oplyst om et arrangement er godkendt eller ej. Helt simpelt kunne det være et skema på en pdf-fil med en tjekliste, som skulle udfyldes.
    Bekymring vedr. Dansk Bavaria Klubs fremtidige arbejde på tværs af landsdele
    Det er helt sikkert, at der ligger et kæmpe arbejde foran bestyrelsen, i at føre klubben tilbage på sporet, så det igen bliver den hyggelige, sociale klub på tværs af landet, som vi engang var kendt for. Det arbejde, som nødvendigvis må føres an af hele bestyrelsen, ser jeg frem til og vil bakke op om. Et godt sted at starte vil være at få sendt en erkendtlighed afsted til Bente (og Iver) samt Dan (og Lone) for deres arbejde i klubben med formanden som afsender.
    Jeg oplevede på generalforsamlingen at klubben blev delt op i ”øst og vest”. Udadtil kom generalforsamlingen til at fremstå som kammerateri med en skjult dagsorden, der var stærkt anført af ”vest”-lige medlemmer. Dette ser jeg som decideret skadeligt for klubben og jeg ser frem til at bestyrelsen arbejder på at få denne skævhed rettet op.
    Bestyrelsesarbejdet skal være mere gennemsigtigt og gennemskueligt, så man ikke sidder til en generalforsamling og får fornemmelse af, at der er noget underliggende på spil.
    Som jeg ser det lige nu, er vi mange der står klar til at bakke op om klubbens fremtidige virke på tværs af landet, men bolden ligger lige nu på jeres/bestyrelsens banehalvdel og afventer at blive skudt afsted. Jeg står klar til at gribe og få klubben/holdet til at yde deres bedste.
    Dette bekymringsbrev er der flere, primært østlige medlemmer, der er bekendt med og bakker op om, så jeg håber I vil tage det med jer på jeres vej og drøftelser.
    I bedste mening og med venlig hilsen
    En glad Bavaria-sejler på SOMI “

    #11030
    Medl.nr. 1
    Keymaster

    Kære Michael

    Selv tak, jeg synes også det var god mad.

    Du har ret i der var lidt uenighed i bestyrelsen og skulle jeg have grebet det uprofessionelt ad, så beklager jeg naturligvis dette. Jeg er ret ny som formand, halvanden periode har jeg siddet og vi lærer jo noget hver dag, så allerede nu er jeg en bedre formand.

    Jeg kan forsikre dig, at denne uenighed ikke har været til skade for bestyrelsens arbejde, hvilket jeg er sikker på at Bente, kan bekræfte.

    Formandens beretning synes jeg selv, er klar i mælet, omhandler de arrangementer der har været i perioden og ja, her er den så igen, der skal selvfølgelig lyde en kæmpe tak til arrangørerne, jeg kan love det glemmer jeg ikke igen. Når nu vi er ved det, kan jeg lige nævne Bente, som du mener jeg ikke takkede, det gjorde jeg og afleverede flasker med vin til hende og Dan, som Bente lovede at ville videre bringe til Dan.

    Hvad fremtiden angår, kan jeg forsikre dig, at jeg vil arbejde sammen med den øvrige bestyrelse, om at samle øst og vest, her mener jeg i øvrigt, at ikke at skellet er så stort, som generalforsamlingen gav udtryk for.

    Bestyrelsen er klar over at, at der ligger et kæmpe stykke arbejde for os i fremtiden. Samling af øst og vest, samling af den sociale del af klubben, så det igen kan blive hyggeligt for alle. Klare regler for afholdelse af træf, jo, vi er klar over at vi har bolden, som du skriver og vi skal nok slå til den.
    Jeg håber, så at du/I vil gribe den, så er vi allerede godt på vej.

    Jeg håber, at med denne besvarelse på dit bekymringsbrev, har lettet lidt på din bekymring angående Dansk Bavaria klub’s fremtid.

    Vi glæder os, til at se mange medlemmer, øst som vest til træf og generalforsamling i Egå den 13-16 maj 2021.

    Må alle have god vind, til vi ses igen.

    Niels Arne Johansen
    Bogense

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.